MOON+STAR ★ THE READING ROOM
Bjerget af glas: Et nærmere kig på japansk cloisonné ★
Der er en vase i Ashmolean med en sommerfugl på, som du helt kan overse fra den anden side af rummet. Det hele er 9,2 centimeter højt. Så er der et udsnit af Mount Fuji i Tokyo, mere end en meter bredt, med en skybank, du nærmest kan gå ind i. Begge er lavet med emalje. Hvis du nogensinde har mistet en halv time med at zoome ind på et museumsbillede, er disse to særligt farlige.
I Japan betyder ordet shippō 'syv skatte', en henvisning til dyrebare materialer nævnt i buddhistiske tekster. V&A daterer guldalderen for japansk cloisonné til omkring 1880 til 1910. De to kunstnere her, Namikawa Yasuyuki og Namikawa Sōsuke, arbejdede i Meiji-æraen. De delte efternavn, men var ikke i familie. Begge blev udnævnt til kunstnere ved det kejserlige hushold i 1896, hvor Yasuyuki arbejdede i Kyoto og Sōsuke i Tokyo.
Sommerfuglen, der får sit eget sølvarbejde
På afstand ser den lyseblå farve på Ashmoleans lille krysantusvase næsten ud som porcelæn. Kom tættere på, og sølvet træder tydeligt frem. Vasen blev fremstillet i Yasuyukis værksted omkring 1903 og kombinerer cloisonné med sølvtråd og stykker af slebet sølv. Museet påpeger, at det formede metal bliver en del af billedet. Man kan se, hvorfor kuratorerne dvæler ved det: der er nok detaljer i sølvet til at holde dit blik fast, før du overhovedet har taget blomsten ind.
I traditionel cloisonné deler fine metaltråde overfladen op i små rum. Kunstneren fylder disse rum med farvet emaljemasse og brænder værket. De fine skillevægge er normalt stadig synlige, når det er færdigt. På vasen spiller sølvet en hovedrolle mod al den lyseblå. Værkstedets signatur er stemplet ind i sølvbunden, hvor du aldrig ville se det på et billede taget forfra.
Skyerne, der tog til Chicago
På Sōsukes Mount Fuji-plade fra 1893 glider bjerget næsten ud af billedet. Det er placeret i det øverste højre hjørne med sne stadig på toppen, mens skyerne skærer diagonalt hen over panelet. Der er lidt lilla i den grå himmel. Skyernes kanter toner så blødt ud, at det tager et øjeblik at huske, at du kigger på brændt glas.
Sōsuke skabte de bløde kanter med musen shippō, eller trådløs cloisonné. Trådene styrede placeringen af emaljen og blev derefter fjernet før brændingen. Ved at fjerne skillevæggene kunne nuancerne mødes uden en hård metalkant. Det nationale museum i Tokyo har registreret, at pladen blev sendt til verdensudstillingen i Chicago i 1893, hvor den blev udstillet i malerisektionen. Den lille detalje giver perfekt mening, når man først har set himlen.
Japansk emalje havde allerede et publikum uden for Japan på det tidspunkt. LACMAs kuratorer beskriver, hvordan besøgende mødte Meiji-cloisonné ved internationale udstillinger i Europa og USA samt på rejser til Japan. En lille vase kunne nemt passe på en hylde derhjemme. Sōsukes Fuji, som er over en meter bred, må have været et ret syn i et rum fyldt med malerier.
Åbn de to museumsbilleder ved siden af hinanden og zoom ind, indtil du kigger på en kant: sølvet ved siden af den lyseblå farve på vasen, og derefter det sted, hvor en sky tyndes ud i himlen. Sommerfuglen holder sin form helt ned til den sidste lille kurve. Skyen er næsten væk, før du kan pege på, hvor den slutter.



